Du er alle de mennesker du har mødt på din vej

Lige nu sidder jeg i en meget euforisk følelse, fordi jeg er jo alle de mennesker jeg har mødt i mit liv, som har givet mig gaver i mig selv. Det samme er Rønnebærtræet. Hun er ikke kun sig selv, men en gave, af mange gaver hun har åbnet og taget til sig. Så derfor. Ja. Altså. Den var der lige før, følelsen af at ingen mennesker er unikke, og alle mennesker er det. Fordi vi alle er en stor klump af kærlighed.
Jeg håber inderligt at I alle kommer til at opleve den følelse af at vi alle er unikke fordi vi er det samme, bare set med forskellige øjne, og derfor kommer man i tider og utide til at forelske sig sanseløst i et menneske fordi , det er meningen med at vi skal lære noget, af alle de mennesker vi møder på vores vej.
Jeg rummer så meget fordi jeg har mødt alle jer på min vej som har givet mig indsigt i mig selv. Kom ikke og sig at jeg skal gå væk fra kærligheden til Rønnebærtræet, fordi jeg gik ind i den igen, og endte med denne konklusion. Rønnebærtræet skulle jeg møde og forelske mig i, fordi jeg skulle give budskabet videre om at ....Alt det jeg lige har skrevet.
Det var et NU der ville noget. Nyd det. Hvis du kan. Ellers find dit eget nu, hvor det giver mening for dig. Flyv ud og vær den gave til alle som du er og gør det du er skabt til. Vær. Nyd. Elsk. Skab.

Om Holger, og at få en familie og billeder fra Karneval 2012

Jeg vågnede klokken 6, og har nu klaret opvasken. Så sidder jeg nu her med kaffen, har romanen åbnet, og har skrevet et par ord, og jeg sidder og tænker på "det rigtige" forhold. En af Holgerne fra i går, til karneval stod pludselig foran mig, og han mente jeg skulle med til karneval. Det mente jeg ikke. og pludselig lød det sig så at jeg havde en 5 måneder gammel søn, der hed Sebastian, og fordi jeg stadig ammede ham, kunne jeg jo ikke drikke. Jeg er stadig sammen med barnets far. Som selv om Holger ikke spurgte, så tænkte jeg at han hed Thomas. Holger og jeg fik en lille snak om at det var helt fantastisk at blive forældre, desværre tror han lidt at hans kæreste, kun er sammen med ham på grund af børnene. Til det vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle sige, eller vi blev afbrudt. Der er ikke noget som en for tidlig afbrudt samtale. Om Holger var lige så meget fuld af løgn som jeg var, er jeg ligeglad med, i 5 minutter gav han mig en familie, lige der.

Til dig Thomas, hvem end du er, pas godt på vores søn indtil jeg finder ud af hvem du er.
(Syret hvis Holger hedder Thomas?! I så fald skal vores først fødte hedde Holger)

Og så lige for at spolere det følelsesladende indlæg, så kommer der her nogle billeder.

Det er første gang jeg har set en rygende giraf.

Et nyt tiltag, med kunst i bybilledet. Så fint.

Omkring da dette billede blev taget, døde jeg lidt indeni og blev til Nynne. Jeg synes jeg så Rønnebærtræet, hvilket skulle gå  ud over en anden kvinde som lige skulle til at tisse under broen, fordi jeg vendte om, og vendte om hundrede gange, og fik øjenkontakt i det hun havde sat sig på huk. Så havde vi lige et intimt øjeblik sammen. Hvordan det kunne være jeg ikke gik hen for at se om det var Rønnebærtræet, jamen fordi at de der 50 meter der var imellem os, var nærhed nok i mit hjerte, lige der. Synes for i øvrigt Gud er klog og rar at han har lavet en "kopi" som kan være standin. Eller i virkeligheden er de jo "bare" mine spirituelle forældre, et eller andet sted.Eventyret om den uforløste sejr der spiser de gyldne rønnebær og møder den varme kilde, skal så meget skrives. Hvad der blot skulle være en kommentar her under billedet, ender jo med at være en halv roman.

 Annamette Fuhrmann, I give you, Top Gun

Til jer der konstant søger på elskovsdukker, er her nu et billede.

Det er så rart når man møder nogen man kender. Altså. Uden at man selv skal nærme sig de sidste 50 meter.

It's not a dick

Det fede ved karneval er at der findes så mange forskellige grupper. I mig blev der skabt en utrolig fred og harmoni da manden her kom gående sammen med sin gruppe, og jeg blev lige taget tilbage til Woodstock.

Kaptajnen med de flirtende øjne der i tankerne fik mig til at vende mig om for at se om der stod en lækker kvinde bag ved mig. Jeg nød dog øjeblikket, og tog det til mig.

Den sorte engel.

Ikke dårligt, ikke dårligt overhovedet.

Kunsten at sprede sine vinger

Jeg har været i kirke i dag. Jeg bliver altid på så mange måder meget sårbar når jeg er i en kirke. I de mange billeder der er i en kirke ser jeg jo også min historie, og nogle billeder er jo ikke ligefrem de mest livsbekræftende af slagsen . På et af billederne var der et offerlam, og så sagde vi lige goddag til mig som i mange henseender har følt jeg slet ikke var skabt til den her verden.
Det er jo nok bare fordi jeg aldrig er blevet set. Tænk hvor lidt der skal til for at gøre en stor forskel i andres liv. Altså nu er jeg blevet set, bestemt, men det er ikke uden at jeg har vist mig. Eller det ved jeg ikke. Kan man se noget i nogen som de ikke selv kan se? Det vil jeg mene. Helt bestemt. Kan man så være med til at skabe det i mennesket endnu mere end det er i forvejen?

Åh se det var jo ikke meningen med at det skulle handle om det, mit indlæg, det var meningen med at jeg ville skrive om den store gave det er at være mig, hvis jeg vælger at bruge alt det jeg kan. Og jeg ville elske at arbejde et sted/mange steder hvor jeg kunne bruge alt det jeg kan, frem for at blive lønslave i noget jeg ikke har lyst til. I noget tid har jeg nu gået rundt om hjertet, eller det passer jo på ingen måder, men altså i forhold til at skulle være i et forhold med en. Anden. Altså. Jeg ser det bare ikke for mig. Altså, og jeg ved det kan lyde dumt og naivt og alt det der, men jeg har det sådan at tanken om alle andre kvinder ,jamen det er lidt som at røre en væg, uden at mærke historien, uden at mærke konsistensen, uden at føle sig som en mur. Jeg er takket være et par dejlige kvinder blevet så bevidst omkring min egen sanselighed. Jeg har altid været den der har spist, duftet, rørt ved de ting som andre ikke har ville røre Ikke nødvendigvis fordi de ikke har haft lyst til det, men mere at det ikke har været noget de har tænkt på. Jeg er så nysgerrig, så derfor ved jeg at røven på en kylling smager godt, ja det gjorde den i hvert fald da jeg var barn. Smagen af røven på en kylling minder mig om min bedstemor. Fordi vi konkurrerede om hvem der fik den.

Andre gange i forhold til det med naiviteten, så synes jeg jo også lidt at det er for dumt at gå til spilde, men til gengæld tænker jeg også at jeg hellere vil gå til spilde, end at tvinge mig selv til noget der ikke virker rigtigt. For mig lige nu, handler det om arbejdsrelaterede kompetencer, og ikke noget med at jeg skal ind i et eller andet forhold fordi folk synes at det kunne være hensigtsmæssigt for mig at komme videre. Ting tager tid. Noget jeg har fundet ud af at den vrede jeg har haft, har jeg ikke kunne bruge til noget, helt. Den har skullet ud. Som alt andet. Så vingerne kan spredes. Den man elsker mest, er tit den man sårer allermest. Hvornår holder vi som mennesker op med at såre os selv?

Noget som røre mere end tanken om hendes begravelse er tanken om at nogen skulle gøre hende ondt. Der får jeg en beskyttertrang så stor og der bliver mine vinger i særdeleshed spredt ud og samlet igen. Kærlighed er en stor underlig vidunderlig størrelse. Tak fordi jeg har fået lov til at opleve den. Den der beskyttertrang kunne være fantastisk at have overfor sig selv. Hmm Den må jeg lige tænke lidt over. Juhuu så gør det ikke noget at der er en alt for lang weekend. Åh Kunsten er at have en tanke i hånden frem for 10 på taget.

Ønsker alle en god pinse og weekend, karneval, Melodi Grand Prix und alles. Jeg selv vil stå og hakke ukrudt i kolonihaven når jeg ikke er i færd med at sprede mine egenskaber over verden.

Jeg drømte om...og så et digt.

I nat havde jeg en drøm om et træ, og ikke et hvilket som helst træ. Eller et træ er jo bare et træ. Jeg kan fjerne det unikke ved et menneske, men jeg kan ikke fjerne mennesket fra det unikke. Og sådan er det. Eller kærlighed er universel, og så længe jeg er mig. Så vil træet gro i og omkring mig. Fordi kærlighed eksisterer, så jeg kan skrive mange gange om stædighed, og mange ting. For ja gu fanden da jeg har da lyst til at se hende, gu fanden har jeg da det. Skal det ske, jamen så sker det vel lige pludselig uden at det er aftalt. Sådan må det jo være. Nå men tilbage til drømmen, jeg drømte at jeg gav hende et kram, og hun hviskede til mig at når hun havde været på toilet, så skulle jeg gå derud. Så var der noget til mig derude, og det var en halskæde, formet som Afrika, eller nu jeg lige har lavet en søgning så er det mere Grønland, og inde midt i det formede smykke var der en løs mønt hvor der stod "Find your soul for me"


Altså, jeg ved mange ting om drømmetydning og sårn, men altså kære du...du har den jo, til fri tilgængelighed. For dig. Men tak for krammet, det var dejligt at være hjemme (i mig selv) igen. Og tak for halskæden.
Min underbevidsthed prøver jo nok på at give mig en eller anden form for besked, og, jeg kan ikke helt rigtig finde ud af hvorfor...eller hvordan det kan være at min underbevidsthed synes jeg skal finde min sjæl, til hende. eller for hendes skyld. Måske fordi jeg så skal tænke, gu skal jeg da ej finde den for hendes skyld, med mindre at vores sjæle er forbundet og jeg så skal finde hende.
Tanker har jeg altså nok af, så jeg tror bare at jeg nøjes med at nyde besøget, og så værdsætte mig selv og mine egenskaber. Og så slutter vi lige med et digt. Fordi vi kan.

# 8 Summen af kærlighed

Du så mig

der hvor vores veje krydsede hinanden

og jeg stod som en svajende valmue i vejkanten

dine øjne så det smukke i mig

og jeg vidste med ét

for at få nye blade,

måtte jeg give slip på de få jeg havde.

Du vandede mig med ord, ansvar og blide berøringer

jeg gav alt hvad jeg havde

og pludselig var vi omgivet af blade

da hver og en var vokset ud fra, og omkring os begge
i summen af kærlighed.

 

Om "Hvordan jeg har det", og hvem der spørger har relevans for mit svar

I dag fandt jeg ud af at det er ikke ligegyldigt hvem der spørger om jeg har det godt. I går mødte jeg en, og der havde jeg det fantastisk, og det havde jeg det jo egentlig også, i dag, jamen der spurgte Den varme kilde pludselig out of nowhere om hvordan jeg havde det. Og når en der ligner Hende, I ved, ja Hende spørger mig om jeg har det godt. og så bruger den der stemme. Jamen så kommer den kontrol over følelserne lige op og markere. Det skal ikke være en hemmelighed at i går aftes kom der pludselig et vandfald af tårer, mest af alt fordi. Jeg følte mig ensom, rastløs og tænkte at det nok bare er sådan resten af mit liv skal se ud. Jeg har det stadig fantastisk selv om der er tårer, tårerne skal til for at gøre mig til mig igen. Den selvskabte smerte skal bare lige ud. Nå ja jeg endte selvfølgelig også med at forestille mig hendes begravelse, det gør vi her i Dilemma land når vi gerne vil græde, det er en sikker vinder hver gang. Nu gør det dog lidt mere ondt at tænke på den. Begravelsen. Fordi der er dele af mig der er død. Den del drømmen sidder isoleret i. Den er død, og resten af mig sidder skiftevis og tænker "Så kom dog videre" og den anden del af mig står helt fortabt med tårer ud over det hele, og tænker, "jamen jamen sådan var det jo ikke meningen med at det skulle gå, jeg finder ALDRIG en der kan leve op til hendes standard"  Jeg gider ikke at fokusere negativt så før jeg hænger mig op på korset så må jeg hellere smutte væk her fra selvmedlidenheds pool af tårer og afmagt og what nots, jeg blev ren faktisk også smidt ud af Kofoeds Skole i dag. Det er den tak man får for at arbejde over. Til gengæld fik jeg kage.
Kofoeds skole er et dejligt sted, med skønne udfordringer. Og dejlige mennesker. Jeg glæder allerede nu til andre udfordringer andre steder hvor jeg vil opleve lige så meget åbenhed. Altså ikke fordi jeg er træt af Kofoed, på ingen måder, men det med at gemme sig et sted og så glide ned i vanerne. Det er ikke mig. Så jeg er et boost af noget power og så er jeg væk igen, altså med mindre jeg ikke er selvfølgelig, den mulighed er der jo også. Det kommer lidt an på hvad Jobkonsulenten siger i næste uge. Tanken om at komme i praktik på et universitetsbibliotek, det blegner altså lige i forhold til livskvaliteten der er på Kofoeds skole. Hmm måske jeg lige skal stoppe med at gøre Kofoeds skole til et Rønnebærtræ egentlig. Men altså, den ene afhængighed erstattes jo tit af den anden.

P.S Jeg håber man kan fornemme en form for humor over min tekst. Nok mest der hvor den er nødvendig. Og så vil jeg lige tilføje at mine indlæg bliver skrevet så meget i nuet at jeg sagtens to minutter efter udgivelse kan stå og krumme lidt tæer fordi det ikke helt er sådan jeg har det mere.

Bare lidt hverdags information og lidt Kofoeds Skole.

Så sidder jeg på biblioteket, og så på en tirsdag, og jeg er noget blod fattigere, eller rigere alt efter hvordan man ser på det. Åhh lige nu går det op for mig hvorfor jeg sidder her og ikke derhjemme. Håndværkerne. Det larmer jo som ind i helvede. Så jeg har placeret mig på biblioteket og skal nu skrive lidt på romanen, eller Kofoeds skoles folder. Jamen altså jeg har jo for fanden kun omkring 7 uger tilbage i praktik, så jeg arbejder jo nærmest i døgndrift for at kunne nå alt det der skal nås. Overdrivelse fremmer bestemt forståelsen. Jeg nyder det i stor stil. Og i dag gik jeg endda før tid. Jeg græd kun lidt. Til gengæld brugte jeg også lidt tid på Galleri Inuit for at få afsat nogle af vores ting. Sådan er jeg. Kofoeds skole skal ud i verden, ja lige nu nøjes vi med Aalborg, og hvor end min blog ender henne. 

Og tjek da lige Aalborg afdelings hjemmeside ud også, fordi det ville være rart. Og meld dig da som frivillig også, vi kan altid bruge et hoved mere, og jeg lover dig det er et varmt og kærligt sted.

Armbånd, kort, og andre ting.

Smykker af Ben. Tror jeg. Ta' jer ikke af mig, jeg arbejder blot i kommunikations afdelingen.

Mobiltasker i sælskind

10 ting du kan gøre for at fjerne din vrede

1. Løb, så langt du overhovedet kan, og når du så ikke kan løbe længere, så brug din vrede på at nedgøre dig selv fordi du ikke kan løbe 5 km i træk mere. Flot. Virkelig flot.

2. Dyrk sex, hvis det ikke virker gør du det ikke godt nok. Annette Heick siger noget med at du skal stramme ballerne, måske det virker.

3. Skru ned for vreden og op for kærligheden, hvis det ikke virker, så løb eller dyrk sex. eventuel løb imens du presser ballerne sammen.

4. Træk vejret dybt ned i maven. Mærk dig selv. Stram eventuel ballerne. Og giv slip.

5.Skriv en blog, og kom af med dit brok.

6. Drik noget te, eller the. Eller noget du kender den rette stavemåde på.

7. Giv slip, giv slip

8. Hvad end du er sur over, så er modpolen jo blot en modpol væk, hvad fanden klager du sådan over. Stram ballerne kvinde!

9. Overvej den letteste måde at anskaffe en vakum-bh. Det hjælper ikke at stramme ballerne.

10. Hvis du nu behandler sig selv som du ville behandle en du elsker, så får du det sikkert bedre. Og du behøver ikke at stramme ballerne, kun hvis det er nødvendigt.

.